Foreløbigt en note om koncepter og værktøjer i relation til psykosocialt arbejdsmiljø*

I arbejdet med at understøtte psykisk arbejdsmiljø, eller rettere psykosocialt og organisatorisk arbejdsmiljø, på arbejdspladser i Danmark, spiller koncepter, værktøjer og redskaber en stor rolle. Ikke håndgribelige værktøjer, som en hammer eller en målestok. Men immaterielle værktøjer, der siges at kunne understøtte et bedre psykisk arbejdsmiljø (fx i relation til psykologisk tryghed, reduktion af stress, bedre kommunikation mv.) Sådanne fænomener kan være forskningsbaserede, kan undertiden påkalde sig evidensbasering eller kan være udviklet af konsulenter mhp at tilbyde arbejdspladser nogle lovende produkter. Deres tilnavn, redskaber, værktøjer eller koncepter, betoner at de kan bidrage til at løse konkrete udfordringer. Værktøjet, er tøjet der får noget til at virke. Redskaber bidrager til at skabe noget så det er rede. Konceptet sammenfatter eller be-griber, altså griber om noget, så vi bedre kan mestre det.

Koncepter, værktøjer og redskaber er ofte kendetegnet ved en høj grad af fortolkningsmæssig fleksibilitet. De fremtræder meget forskellig i deres “væren” afhængig af hvilken konstellation af aktører, der ser på dem, eller afhængig af, hvilken konkret kontekst/ situation, de optræder / præsenteres i. Med et par fortryllende ord, kan det kaldes “ontologisk oscillation”, hvilket lyder avanceret, men egentlig er relativt enkelt: det ontologiske handler om hvordan fænomenet eksisterer og fremtræder i verden og oscillere handler om, at noget svinger mellem to tilstande.

I denne sammenhæng handler det om, at immaterielle værktøjer for eksempel ofte fremstilles skiftevis som håndgribelige, instrumentelle værktøjer og som værktøjer, der kan understøtte udforskende afdækninger af problemkomplekser, som potentielt kan bidrage til læreprocesser, der medfører en mere robust måde at organisere et givent arbejdsfællesskab (socioteknisk system) på.

I nogle tilfælde kan et værktøjer fremføres som instrumentelle værktøjer, der har ligheder med hverdagsforståelsen af ordet værktøjer, og at de giver potentielle aftagere indtryk af, at de kan bidrage til et “fixe” nogle nærmere definerede problemstillinger. At de er nærmere definerede hører med til pakken – og i denne sammenhæng, hvor det handler om psykosocialt arbejdsmiljø, også problemet: for psykosociale problemstillinger er stort set altid komplekse (vilde) problemer, som ikke kan fixes med instrumentelle værktøjer.

I denne formulering – hvor ord som “fremstilles” og  “fremføres” anvendes – ligger implicit en forståelse af, at det fx er konsulenter, eller måske (arbejdslivs)forskere, der bevidst præsenterer værktøjer på en sådan måde. Dette kan bestemt være tilfældet. Men i mange henseender sker der også det, at potentielle aftagergrupper (ubevidst) tillægger præsentationen af nogle komplekse værktøjer, nogle ikke ekspliciterede egenskaber. Aftagerne har muligvis nogle konkrete problemstillinger, som de ikke for indeværende er klar over, hvordan de skal håndtere. Der kommer nogen vidende personer og præsenterer nogle fund, og aftagernes opmærksomhed rettes mod de egenskaber og relationer, som indgår i deres problemkompleks og slutter, at disse fund formentlig kan løse deres aktuelle udfordringer. Årsagen er at der er et stort sammenfald i tilhørerens problemkompleks og i de mønster-beskrivelser, som bliver fremlagt. De kan være mere eller mindre sikre inden for deres specifikke kontekst, men al usikkerheden og kontekstafhængigheden filtreres fra i kommunikationen, fordi der hos tilhøreren synes, at være et potentielt løsningsorienteret perspektiv til at imødekomme den givne problemstilling.

Dette er en slags symbolsk interaktionisme i praksis. For en del år siden blev social kapital genfødt i Danmark, som et begreb der syntes at kunne bruges til at forstå, hvordan nogle arbejdspladser var særligt gode til både at skabe god kvalitet i arbejde og ydelse samtidig med en høj grad af effektivitet og produktivitet. Dette syntes næsten at være for godt til at være sandt, og førte til en kæmpe efterspørgsel på “social kapital”, selvom det var ganske uklart, både hvad social kapital faktisk var, og især hvordan en arbejdsplads opbyggede social kapital.

Bemærk, at ontologisk oscillation ovenfor er beskrevet, som svingninger, som foregår over tid eller på tværs af rum. Altså, fx. at aktører kan tillægge et værktøj en meget real og håndgribelig funktion på et tidspunkt og at de senere forstår dets mere tavse, processuelle og emergente sider. Eller at konteksten hvori et værktøj præsenteres, er det som bliver afgørende for dets fremtrædelsesform. Men vekselvirkningen mellem værktøjets forskellige ontologiske fremtrædelsesformer, behøver ikke at ske i adskilte tid og rum. Som det også ligger implicit i beskrivelserne ovenfor, så kan tilhørere i det samme rum godt forstå den samme præsentation af det samme værktøj på grundlæggende forskellige ontologiske niveauer. Igen handler det om en praksisorienteret symbolsk interaktionisme: Aktørernes modtagelse af kommunikationen vedrørende værktøjet filtreres i, hvad det er for en baggrund og aktuel situation de står i… Nogle retter deres opmærksomhed mod, at de netop er vidne til en præsentation af et værktøj, der måske kan være løsningen på deres “vilde problem”. Andre lytter mere kritisk, og retter opmærksomheden på hvilke faldgruber, der er, og hvilke kontekstuelle faktorer, som kan være medvirkende til at et givent værktøj kommer til at virke mindre eller mere godt, imens en tredje gruppe af aktører, lytter med helt andre filtre, hvorved værktøjets ontologiske egenskaber igen fremtræder anderledes.

Den fortolkningsmæssige fleksibilitet der kan ligge i præsentationen af et værktøj, redskab eller koncept, kan være en fordel for sådanne fænomener, når de skal opnå øget udbredelse og kendskab, eller endog popularitet, blandt nogle givne grupper, fx arbejdspladser, der ønsker at sætte fokus på arbejdsmiljøet. Det behøver ikke altid, at være et problem. Men ofte implicerer det, at der opstår potentiale for forvirring, orienteringsproblemer, udfordringer i afstemning af forventninger mv. Evidensen for værktøjers virkeområde vil fx altid være afhængig af, at en lang række faktorer kan holdes stabile. Altså, der er evidens for, at x virker, hvis a, b, c, og d er gældende. Problemet – når vi taler om psykosocialt arbejdsmiljø / komplekse arbejdspladser – er så, at en sådan fastfrysning af mange faktorer uafhængig af hinanden sjældent optræder i praksis. Et værktøj vil derfor ofte opføre sig lidt anderledes i praksis end i “teorien” – værktøjets forskrift. Forskere der fremstiller deres evidensbaserede redskaber, værktøjer, interventioner etc. vil ofte gøre dette gældende på den ene eller den anden måde. Men i hvilket omfang det bliver kommunikeret klart, og i hvilket omfang modtagerne retter deres opmærksomhed mod alt det, som “skrives med småt”, er så en anden sag. Særligt, hvis modtageren har et problem (trivsel, stress, manglende arbejdsglæde osv), som italesættes af det pågældende værktøjs virkeområde.

* i nærværende opslag bruges “psykisk arbejdsmiljø” og “psykosocialt arbejdsmiljø” om det samme fænomen. På en skæv måde illustrerer det opslagets problemkompleks. “Psykisk arbejdsmiljø” er mere mundret og er blevet anvendt i en længere årrække om området. Men det er en problematisk terminologi, fordi det indsnævrer problemstillingen for meget. Der er en risiko for, at vi som handlende aktører reducerer vores opmærksomhed til et begrænset felt af det psykosociale arbejdsmiljø, når vi gør det til dagligdagsbrug at anvende “psykisk arbejdsmiljø”. “Det psykosociale arbejdsmiljø” er en bedre terminologi, fordi det understreger, at vi har fokus på noget, der både er socialt og psykologisk orienteret og desuden indgår i et arbejdsmiljø, der typisk inkluderer relationer, teknologi, viden etc. Vi kunne fortsætte denne udfoldning af begrebet, så vi også fik med, at det altid også inkluderer det situationelle, det kropslige osv osv. Men det må blive en anden gang.