At begribe med begreber

Vi begriber verden gennem de begreber vi bruger. Vores handlinger udspringer blandt andet af den måde som vi anskuer verden på – som igen er formet af den sproglige dragt vi tager på os.

Her udforskes sprogets betydning for ledelse, læring og arbejdsliv. Det skal understeges, at vi ikke blot er sproget. Vi former også sproget igennem vores handlinger. Når vi arbejder med et begreb som robusthed kan vi for eksempel italesætte det – og praktiserer handlinger i tilknytning hertil – der alene (eller overvejende) placerer robusthedsfænomenet på individets skuldre. På den anden side kan vi også forstå det dynamisk og relationelt. Og vi kan tage det alvorligt, når vi indretter vores arbejdsorganisation på måder der bidrager til at skabe robuste rammer omkring den enkelte og arbejdsfællesskabet.

I første omgang kan henvises til en rapport som blev udarbejdet for FTF tilbage i 2006. Her blev sat fokus på, hvordan nye ledelsesformer – ofte båret af ledelseskoncepter – er med til at forme arbejdslivet. Men også, hvordan de kan praktiseres på forskellige måder afhængig af den måde vi fortolker dem på. Som sådan knytter det sig også til ideen om, at der altid sker oversættelse. Og at vi må tage oversætterrollen på os, når vi arbejder med ledelse, læring og arbejdsliv. Se evt her.