Om Sarendip

Peter Hagedorn-Rasmussen, forsker og konsulent, står for Sarendip og har arbejdet som forsker og som konsulent i feltet i flere årtier. Du kan kontakte Peter her

mail: Peter@sarendip.dk

mobil: +45 2283 1970.

Om Sarendip

Vores liv er vævet ind i organiserede fællesskaber. Vi tilbringer en stor del af vores liv på arbejdspladsen, og indgår også i frivillige organisering uden for arbejdspladsen. På denne side udforskes, perspektiveres og diskuteres viden om, hvordan vi skaber organisationer, der lykkes med at danne rammerne om meningsfulde (arbejds)liv.

Siden er etableret af Peter Hagedorn-Rasmussen, som forsker og underviser i omegnen af disse temaer. Det handler om at skabe gode arbejdsliv som rammes ind af demokratiske, bæredygtige, robuste organisationer, som i videst muligt omfang lykkes med det, de sætter sig for SAMTIDIG med, at deltagerne, medarbejderne og brugerne og kunder trives. Organisationer er fælles-skaber.

“Sarendip” sigter på at udforske spændingsfeltet mellem ledelse, læring og arbejdsliv i organisationer og projekter. Interessefeltet retter sig både mod offentlige og private virksomheder, men også i høj grad mod projekter og organisationer, der overskrider de traditionelle skillelinjer og grænser.

Sarendip er et middelalderligt stednavn (for Sri Lanka), som via et eventyr og en vandrehistorie, har dannet baggrund for begrebet “serendipity”. Serendipity handler om at finde noget uventet imens man er optaget af at lede efter noget helt andet. Begrebet kan bedst oversættes til til det gode danske ord slumpetræf. Læs mere om det forunderlige begreb og fænomen i “The Travels and Adventures of Serendipity. A Study in Sociological Semantics and the Sociology of Science” af Robert K. Merton & Elinor Barber! 🙂

Resilienceer et andet begreb som fulgte mig et par år. I den korte version dækker det også over det danske begreb robusthed. I min tilgang har det primært handlet om at udforske, hvordan organisationer er eller ikke er robuste. Det dækker derfor over en nysgerrighed omkring, hvordan systemer (primært organisationer og projekter) kan lykkes på trods af pludseligt udefrakommende trusler eller vedvarende pres. Det er en grundpræmis her, at robusthed/resilience har en fokus på organisation og at organisatorisk robusthed nødvendigvis derfor også må have en fokus på at skabe gode rammer for udfoldelse af arbejde og faglighed.

De to begreber dækker over fænomener, som spænder fra det mere målrettede i et forsøg på at opnå noget givet i en organisatorisk sammenhæng, til i den anden ende af spektret, at sætte pris på det, der pludseligt opstår uden at det har været planlagt. Det indeholder for en umiddelbar betragtning et paradoks eller nogle modsætninger: Robusthed handler om at være i stand til som system, at kunne opretholde sin evne til at nå et givent mål, selv når systemet bliver ramt af noget ude fra kommende. Overfor dette står serendipity, som et begreb der hylder det potentiale, som kan vokse frem, når et system bliver ramt af noget uventet og får øje på noget, som systemet slet ikke var sat i verden for at arbejde i retningen af.

Men al organisering befinder sig i dette spændingsfelt. Forandring er et grundvilkår ved alle levende systemer, som indgår i en vekselvirkning med andre systemer, hvorved konteksten spiller ind. Omvendt gælder det også, at både individer som fællesskaber, der prøver at skabe noget, har brug for at dvæle ved opgaven. En faglighed forudsætter rutiner og sædvaner, systemer der skal skabe noget ud af et komplekst samarbejde, har brug for koordinering og kommunikation, der spiller sammen. Dette forudsætter ligeledes en vis grad af stabilitet. Udforskningen af de dynamiske balancer mellem stabilitet og forandring er derfor formentlig det mest centrale omdrejningspunkt for interessen, der tænkes at blive udfoldet på dette site.