Fjolleri som metode

Fjolleri som metode er her tænkt som et sted, hvor fjolleri kan fungere som en måde at tænke om, reflektere over, kommentere på livet i organisationer og organisering.

Fjolleri som metode er blandt andet et kapitel i en rigtig god bog “Fornuft og forandring – ledelse i en verden beriget med uklarhed” af James G. March fra 1995, 2. udgave (2008) udgivet på forlaget Samfundslitteratur. I kapitlet understreger March at hans hensigt er at foreslå sjov som et instrument for fornuften, ikke en erstatning for den.” (2008; 101). Hensigten med denne del af sitet er hverken-eller; eller både-og. Her må gerne optræde fjolleri, der har til hensigt, at udstille det i- eller arationelle, det hykleriske (Brunsson) eller det idiotiske (Alvesson og Spicer). Når vi griner med Per Helge Sørensen (Djøf med Løg(n)), er det fordi vi spejler vores erfaringer i det absurde. Men det er også en ventil for den erkendelse, at virkeligheden sommetider overgår fantasien og det satiriske. På sin vis kan det at bruge fjolleri til at afsløre det absurde – hvorigennem den undertiden kommer til at optræde som kynisme – på sin vis også tjene det ærinde, at være med til at “reparere på” eller “geninstallere” fornuften.

For øvrigt kan du også læse om fjolleri i artiklen Fjolleri som meningsskabende intervention – mellem forstyrrelse, fornuft og meningsfuldhed som jeg har skrevet i Krøjer, & Hagedorn-Rasmussen (red.) (2020) Meningsfuldt?: Kritiske diskussioner af meningsfuldhed i sociale Interventioner (s. 201-229). Frydenlund Academic.

I november 2014 holdt Netværk for Design af Robust Organisationsforandring en aktivitet, der satte kritisk fokus på begrebet ‘modstand mod forandring’, der som et fremherskende begreb inden for forandringsledelse har en tendens til at delegitimere, dem der forholder sig kritisk til forandringer. Her er et lille ‘manifest’, der beror på den idé, at modstand mod forandring ofte er baseret på en frustration blandt medarbejdere og (mellem)ledere over manglende muligheder for at praktisere faglighed i dybden (spørg bare i SKAT, jf ovenfor).