”Pyt” er i første øjekast et lille uskyldigt ord. ”Pyt” er et udråbsord, som bruges til at udtrykke, at noget ikke har så stor betydning endda: ”Pyt, det gør ikke noget, at skålen gik i stykker”, siger vi måske til vores 10-årige dreng, der tabte en skål da han var i færd med den læreproces, det er at tage del i husholdningen. I den proces løfter vi med sproghandlingen ”Pyt” noget af den skyld og skam der kan være forbundet med uheldet, af drengens skuldre, for i stedet at hjælpe ham til at fokusere på det vigtige: Du tager et ansvar for at bidrage til husholdningen! Allerede her får vi en antydning af, at begrebet ”Pyt” rækker ud over et simpelt udråb.

 

Og ”Pyt” har fået meget på sine skuldre de sidste par år. For et par år siden blev ”Pyt” nærmest synonymt med en persons præferencer; det blev en holdning og en tilgang til livet. ”Pyt” blev en slags x-faktor for robusthed. I kølvandet på den udvikling, begyndte psykologer, at hjælpe deres klienter til at give slip og sige ”Pyt” for at komme videre i livet. Ledere begyndte at tilskynde deres medarbejdere til at sige ”Pyt” når det ikke er muligt at præstere den faglige kvalitet som medarbejdernes fagprofessionelle etos og stolthed tilsiger dem, at de skal. Lederne løfter en del af ansvaret fra medarbejdernes skuldre. ”Pyt” blev dét, der på godt nydansk kaldes et coping-redskab. Et redskab som aflaster den enkelte medarbejder for et psykosocialt pres der er opstået som konsekvens af organisatoriske modsætningsfulde krav, dilemmaer, paradokser osv.

 

Ledernes tilskyndelser opstår ofte i kølvandet på erkendelsen af umuligheden af at løse opgaverne inden for de givne rammer og vilkår. Et tåleligt arbejdsliv må derfor tage afsæt i at se denne virkelighed i øjnene. Den høje kompleksitet og de gensidige afhængigheder i lange kæder af arbejdsgange som mange organisationer er kendetegnet af, afføder disse krydspres, modsætningsfulde krav, paradokser og dilemmaer. Nogle af disse kan løses ved at reorganisere arbejdet, arbejdsgangene, værdikæderne. Men andre opstår, som konsekvens af uigennemtænkte løsninger, politiske krydspres, pludselig ændringer i markedsbetingelser osv og er ikke umiddelbart løsbare. Og her bliver ”Pyt” en ytring, der hjælper den enkelte med at være i et rum, der synes tømt for sund fornuft og mening.

 

Men selvom ”Pyt” kan være et konstruktivt redskab til at mestre krydspres, kan det også have alvorlige negative konsekvenser for både individer og organisation. Hvis krydspres, dilemmaer og paradokser, er et vedvarende fænomen bliver det slidsomt. Den enkelte fastholdes i en tilstand af mangel på mening, meningsløshed, eller sågar meningssammenbrud. På sigt kan sådanne tilstande udvikle sig til både kynisme og apati hos den enkelte. På arbejdspladser hvor en ”Pyt”-knap bliver en institutionialiseret mekanisme til at mestre uløselige krydspres og kompromitteringen af kvalitet i arbejdet, kan fagligheden og selvrespekten i værste fald eroderes. Dette kan føre til katastrofale dynamikker, hvor resonansen af ”Pytter” skaber en kakofoni som forårsager alvorlige svigt, dysfunktioner og fejl.

 

”Pyt” kan altså værre en afgørende overlevelsesmekanisme. Men ”Pyt” kan også være med til at fjerne sund kritisk skepsis over for det, der åbenlyst (eller knap så åbenlyst) ikke virker. Når store IT-platforme introduceres, og medarbejderne gør opmærksom på, at standarderne ikke understøtter arbejdet, kan de blive opfordret til at sige ”Pyt” i stedet for ”at brokke sig”. Det løser ikke de eventuelle problemer med systemet, men lader systemet fortsætte produktionen af paradokser i arbejdet, som belaster medarbejderne. Når kontrolprocedurer ikke følges fordi rammerne og vilkårene ikke skaber de nødvendige ressourcemæssige vilkår, og når interne og eksterne revisions-kontrollers påpegning af, at der tages for let på procedurerne negligeres, risikerer det at føre til alvorlige fejl. Sådanne alvorlige ”fejl” rammer undertiden avisernes overskrifter. Efterfølgende oplyser bagklogskabens klare lys forsømmelserne. Spørgsmålet er om vi så også tager ved lære af de ulykkelige konsekvenser? Det er væsentligt at blive bedre til at skelne mellem, hvornår det på den ene side er relevant og legitimt at sige ”Pyt” for at mestre krydspres og paradokser, og hvornår det på den anden side er vigtigt at bruge kritik som motor for et ressourcekrævende arbejde med at opløse paradokserne og gøre op med de modsatrettede krav.