Hvad er sund fornuft? Hvornår bruger vi vores sunde fornuft og hvad kendetegner de situationer, hvor vi bliver opmærksomme på fænomenet sund fornuft?

Fornuften forbinder vi i en vis udstrækning med det rationelle. Det at bruge sin sunde fornuft handler om, til en vis grad, at beherske og anvende logiske slutninger og ræsonnementer, der kæder vores tækning sammen med vores handlinger og vores handlinger sammen med vores tænkning. I den bedste af alle verdener foreskriver den sunde fornuft, hvordan vi handler “godt” (etisk korrekt) i givne situationer.

Fornuften – og især den sunde – er ikke en snæver instrumentel rationalitet. Den sunde fornuft bliver stort set altid taget i ed i praktiske sammenhænge. Den sunde fornuft implicerer altså en praktisk fornuft. Hvis vi vil påkalde os de gamle grækeres legitimerende tryllestøv, kan man sige, at den sunde fornuft er særlig nært knyttet til phronesis- den praktiske visdom, som også tager etiske aspekter i ed. Phronesis af en af Aristoteles’ tre videnformer, som derudover komplementeres af episteme (den videnskabelige viden) og techne (håndværket).

Vi påkalder os ofte – eller andre – sund fornuft som en form for appel der påkalder normative forventninger vi kan have til hinanden. Der er ikke tale om klare regler. For den sunde fornuft bliver ofte hidkaldt, når der netop ikke er foretaget en egentlig proces- og regel-afklaring. Ofte hidkalder vi den sunde fornuft, når der er gråzoner og tvivl. Og her kan den sunde fornuft meget nemt vise sig at blive usund fornuft:

Når vi appellerer til den sunde fornuft bruger vi den ofte som en abstraktion, der dækker over masser af tavs viden og masser af tavse antagelser, som vi i situationen (ofte fejlagtigt) vælger at antage, at vi deler. Den sunde fornuft bliver hidkaldt som en effektiviserende og tidsbesparende abstraktion: Hvis der ikke er tid til at skabe dialog og udforskning om, hvordan givne forskrifter kan tilrettelægges så de giver mest mulig mening for alle implicerede, så kan vi blot appellere til den sunde fornuft. Herved kan vi tillade os at forvente, at dem som skal udøve praksis, naturligvis handler godt.

Vi lægger ind som præmis i appellen til den sunde fornuft, at vi antager, at vi er enige om disse. Det kan vise sig, at være problematisk, fordi det i praksis ofte ikke er tilfældet. Ikke sjældent påkaldes den sunde fornuft, netop fordi der forekommer modsatrettede krav, paradokser og dobbelt-bind, som praktisk talt gør det umuligt at lave fornuftige regler. Det kan for eksempel skyldes en omfattende kompleksitet i organisatoriske sammenhæng, hvor arbejdsgange og jobkrav udspringer af en blanding af lovkrav, forskellige afdelingers behov og ønsker, historisk institutionaliserede procedurer der bliver utidssvarende eller lappet halvt for at blive tidssvarende, men uden nævneværdig succes osv.

Appellen om at bruge sin sunde fornuft, påkalder ofte et endnu-ikke-formuleret normsæt, som nogen ønsker, at andre lever op til. Ofte vil det endda ske i situationer, hvor dem der udtrykker en appel om at bruge den sunde fornuft, netop kan se, at dem der skal bruge den sunde fornuft, måske tænker, at de regler der eksisterer faktisk IKKE er fornuftige. Det sker ofte i situationer, som det er beskrevet ovenfor. Situationer, hvor fornuften netop kompromitteres pga modsatrettede krav, paradokser og dobbelt-bind.

Sund fornuft er noget, vi vælger at tage for givet inden for en given sammenhæng. Vi tager samtidig for givet, at andre også tager den sunde fornuft for givet: En leder kan for eksempel tage udgangspunkt i, at det er sund fornuft at anerkende sine kolleger og medarbejdere, fordi positiv feedback giver mennesker energi. Men det er oftest, når det viser sig, at andre ikke nødvendigvis lægger samme ræsonnement til grund for deres handling, at vi bliver opmærksom på den(s fravær) og begynder at sætte ord på den: Hvad vil det for eksempel sige at anerkende? Er det at give rosende ord eller er det at give tydelig – såvel positiv som kritisk – feedback ift varetagelsen af en konkret opgave?

”Nu skal vi i gang med implementeringen, og vi vil opfordre jer til at tage udgangspunkt i den vejledning vi har udsendt, suppleret med jeres sunde fornuft”.

Sådan lød det blandt andet af følge-mailen til en vejledning, der skulle understøtte implementeringen af en ny arbejdsgang, som medarbejderne havde udvist en vis skepsis overfor, fordi de oplevede, at implementeringen kunne udfordre deres kerneopgave. Supplementet om at bruge den sunde fornuft har her til formål, at modtagerne af e-mailen – dem der skal stå for implementeringen – skal sørge for den dømmekraft som vejledningen ikke umiddelbart hjælper med. Regelsættet indeholder en arbejdsgang, som medarbejderne oplever kompromitterer udførelsen af deres kerneopgave. (endvidere var der ikke afsat de tidsmæssige ressourcer der var nødvendige for at gennemføre implementeringen i overenstemmelse med de krav, der var beskrevet). Vejledningen implicerede dermed både modsatrettede krav, paradokser, og dobbeltbind ift medarbejdernes kerneopgave. Den repræsenterede dermed ikke den sunde fornuft.

I stedet blev vejledningen suppleret med en appel til at medarbejderne skulle bidrage med sund fornuft. I det konkrete tilfælde, er det en udfordring at en ledelsesmæssige opgave og prioritering, dermed bliver decentraliseret så ansvaret for at få udført en vanskelig opgave bliver placeret hos den enkelte. Den enkelte risikerer efterfølgende at skulle stå på mål for sin dømmekraft, hvis nogle af de faktiske regler viser sig ikke at være blevet overholdt.